Hjemme hos dig
For at undgå at dit afløb stopper til, er det en god ide at være opmærksom på, hvad du putter i toilet og vask.
Husk, at dit toilet ikke er en skraldespand. Vatpinde, bind, bleer, klude og lignende hører ikke til i toilettet. Det kan tilstoppe dit eget afløbssystem, ligesom det giver problemer på renseanlægget, hvor den slags affald er svært at håndtere.
Hvad gør jeg, hvis kloakken er stoppet?
Hvis din kloak ikke virker, kan det være på grund af en forstoppelse i den offentlige ledning eller i din private ledning. Provas vedligeholder den offentlige del af kloakken – ind til skel. Du skal selv vedligeholde den private del af kloakken – inden for skel.
Har du en skelbrønd, kan du se om forstoppelsen er på din egen grund. Er brønden tom, er din egen kloak stoppet. Du skal selv bestille og betale en slamsuger for at få kloakken renset.
Er skelbrønden stoppet, kan du kontakte Provas. Vi betaler for oprensningen, hvis forstoppelsen skyldes fejl i den offentlige del af ledningen.
Hvad gør jeg, hvis det ”lugter af kloak”?
Husets interne installationer må ikke lugte. Men der kan komme kloaklugt fra gulvafløb og håndvaske, uden at de er defekte. Afløb og håndvaske skal renses jævnligt, især nye gulvafløb med indbygget vandlås.
Kloaklugt kan også forekomme fra utætte vandlåse og vandlåse, der udtørrer, fordi de ikke har været i brug i gennem længere tid. Du kan åbne for vandhanerne og trække i ud i toilettet, så vandlåsene fyldes med vand.
Hvis dette ikke hjælper, bør du kontakte et VVS-firma.
Lugtgenerne kan også stamme fra fejl og/eller mangler ved afløbsinstallationen:
• Defekte vandlåse, dels i gulvafløb og dels i håndvaske, fejlene kan fx være:
o Manglende pakning ved udtagelig vandlås.
o Manglende skruer ved udtagelig vandlås.
o Fejlmontering af udtagelig vandlås.
o Manglende eller defekt stor plastskrue i vandlås.
o Revner i gamle støbejerns vandlåse.
o Vand fordamper fra vandlås på grund af gulvvarme.
o Manglende eller defekt tætning ved vandlåse under gamle bryggersvaske.
• Tætning ved toilettilslutning til afløbsrør:
o Manglende tætningsmasse ved tilslutning til støbejernsrør.
o Manglende eller defekt plastpakning ved tilslutning til plast afløbsrør.
• Manglende vandlås på tagnedløbsrør – dette er dog kun et problem ved fælles rør til regn- og spildevand.
• Defekte tætninger i samlinger ved gamle støbejerns faldstammer og afløbsrør.
• Skader på afløbsrør efter rotter.
• Manglende rengøring af vandlåse.
• Manglende udluftning af afløbsinstallationer kan forårsage at vandet fra vandlåse suges ud i forbindelse med
toiletskyl.
Hvis der er problemer med nogle af disse punkter, er det en opgave, der skal løses af grundejeren, fordi det vedrører den del af kloaksystemet, der ligger indenfor skellet.
Grundejeren kan sagtens selv foretage almindelig rengøring og vedligeholdelse af vandlåse, gulvafløb m.m., men den del af kloaksystemet der er under gulvniveau, skal repareres af en autoriseret kloakmester.
Rotteproblemer
Opdager du rotter eller rottehuller på din ejendom, så henvend dig til Haderslev Kommune.
Haderslev Kommune - Rotter


